Implementeringsplaner for fremtidig organisering af fem specialer
I forbindelse med udmøntningen af Sundhedsstyrelsens anbefalinger for akutplanlægningen i Region Syddanmark opstillede regionsrådet præmisser for specialeplanlægningen, så specialeplanen er med til at
Sikre bæredygtige faglige miljøer
Sikre høj faglig standard gennem tilstrækkeligt patientunderlag og samarbejde med relevante specialer
Sikre lokal betjening med mindre faglige hensyn taler imod
Sikre en afbalanceret fordeling af specialer og regionsfunktioner til de 4 sygehusenheder
Overveje ”flytteomkostninger” ved flytning af eksisterende faglige miljøer
Det var med afsæt i blandt andet disse præmisser, at regionsrådet på møde den 25. maj 2009 godkendte specialeplan for hele regionen, som indeholder følgende ændringer:
Øjenafdelingen i Esbjerg nedlægges, hvorefter der er tre øjenafdelinger i regionen: på OUH, i Sønderborg og Vejle.
Det Kæbekirurgiske område placeres på OUH og Esbjerg Sygehus med mulighed for udefunktioner i Vejle, der understøttes fra OUH og Sønderborg der understøttes af Esbjerg
De arbejds- og miljømedicinske afdelinger i Vejle og Haderslev nedlægges, hvorefter der er to afdelinger i regionen: på OUH og i Esbjerg.
De immunologiske afdelinger skal samles under én fælles faglig ledelse
På hjerteområdet har regionen p.t. et formaliseret samarbejde med Hjertecenter Varde, som indenfor den nærmeste fremtid forventes sendt i udbud. Herudover behandles visse patienter i øjeblikket i Region Midtjylland/Skejby. Den fremtidige behandling af disse patienter skal overvejes.
Der har siden august 2009 været nedsat arbejdsgrupper, der har skullet komme med forslag til implementeringsplan for de ændringer, der følger af den politiske beslutning vedr. specialeplanen.
Drøftelserne i arbejdsgrupperne er nu afsluttede med forslag, og har nu udsendt implementeringsplanerne i høring med henblik på den 01-03-2010 at kunne tage endelig stilling til den fremtidige organisering af disse specialer.